Sci-fi-con 2025 med Bai Ling, der fortalte om sin karriere, om livsfarlige stunts og om sit første møde med Brandon Lee og hvordan hun endte på forsiden af Playboy.
Som Standholder
Det var første gang, jeg var med som standholder ved Sci-fi-con, og det var nok primært for at se, hvordan bladet blev modtaget. Det gik faktisk rigtig godt blandt dem, der opdagede det. Så næste gang skal der gøres meget mere for at fange folk ind og opdage mig. Jeg havde troet, det var SerieZine, der skulle være trækplaster, men det blev næsten ignoreret. Jeg regner med at vende tilbage, men nok først i 2027. Jeg skal have noget mere at sælge, før det giver mening.
Bai Ling foredrag
Jeg fik også hørt foredraget af Bai Ling, som egentlig var begrundelsen til, at jeg havde tilmeldt mig messen i første omgang. Med forbehold for, at hun på 2. sprog med kinesisk accent-engelsk sagde forkert eller jeg forstod eller husker forkert, så er her lidt fra foredraget og nogle billeder fra Sci-fi-con 2025.

Hun var i godt humør og fortalte levende om episoder i sine film og byggede foredraget op med spørgsmål fra salen. De fleste kendte hende fra The Crow og The Corner, men over 137 krediteringer er det blevet til ifølge imdb.com. Fællesnævneren er dog, at mange af dem ikke er vidt udbredte, men er nogle, der skal ledes efter. Det ville have været smart, at Sci fi con eller en af standene havde købt 30-40 dvd’er hjem til salg. Mon ikke vi havde købt et par stykker med hjem, når vi nu var der alligevel.
Jeg selv kendte hende fra nogle B-film, og det er netop det, hun er. Bi-skuespiller med nogle hovedroller i B-film, der nogle gange kan være gode for tilhængere af genren, men objektivt set ofte er noget skrammel.

Red Corner og Kina
Mellem de mange monsterfilm, Asylum-film (eller i hvert fald samme niveau), så er der også roller i Crank, Wild Wild West, Taxi 3 og endda i Star Wars III. Her havde hun en scene, men den endte med at blive beskåret så meget, at hun end ikke havnede på rulleteksterne.
Hun fortalte, at hun ikke talte et ord engelsk, da hun fik rollen i Red Corner. Det er filmen med Richard Gere, der bliver anklaget og smidt i et kinesisk fængsel. Hun spiller kineseren, vi alle synes var lidt hot (surprise). Derfor lærte hun at sige sætningerne, men havde ingen idé om, hvad hun sagde.
Det samme gjorde sig gældende i den franske Taxi 3 (2008). Hun havde ingen idé om, hvad hun sagde, men kunne sige sætningerne på de rigtige tidspunkter. Men hvor instruktør og manuskriptforfatterne i Red Corner ikke ændrede manus undervejs, så gjorde man det flere gange i Taxi 3. Nogle gange endda på settet. Det gav nogle akavede situationer, hvor hendes linjer slet ikke matchede med handlingen, og det hele måtte tages om.
Hun blev meget upopulær i Kina efter Red Corner og var i årevis bange for reaktionen, hvis hun vendte hjem. Men efterhånden forstod styret, at hun bare var en skuespiller og ikke havde noget med filmens budskab at gøre (som altså ikke var faldet i partiets smag). Hun fortalte, at hun elskede det meget smukke Kina og havde været soldat i den kinesiske hær. ”Kina har i dag tæt på total ytringsfrihed, hvis man altså bare ikke taler grimt om Kina eller taler om politik.” Politik i både Kina og USA holder hun sig i dag langt væk fra efter den oplevelse i 1997.

Livsfarlige stunts
Jeg tænkte ikke over det før nu, men åbenbart må de første 8 amerikanske film fra 1993-1997 jo være lavet på samme måde, altså at hun talte ”ikke et ord engelsk”, som måske skal oversættes til nærmere noget i stil med ”meget dårligt engelsk”? Eller også forvekslede hun det med The Crow og Red Corner?
I 1994 var hun med i den ikoniske The Crow, hvor vel næsten alle bemærkede hende. Hun spillede den rablende gale søster, der samler på øjne og har et forhold til sin bror. Det var hendes første rolle i en stor film, og hun var så bange for at komme for sent til sin audition, at hun ankom tre timer for tidligt.

Jævnfør hende var det vist et mirakel, at kun en enkelt blev slået ihjel. Hun forklarede, at instruktøren under en skydescene fortalte, at hun skulle dukke til højre, tælle tre skud og så dukke til venstre, hvor der så igen kom tre skud. Det var helt vildt, og hun var rædselsslagen, men troede, at man lavede film på den måde. Jeg håber da, at jeg misforstod, for det lyder helt vildt.
I The Breed (2001) skulle hun slås med en panter, og det var altså en ægte panter. Hun skubbede til den, og den skubbede tilbage, så det så meget virkelighedstro ud; på det tidspunkt synes hun dog, det var lige vildt nok, og den begyndte at knurre så meget, så instruktøren trådte væk, og tæmmeren var væk efter kaffe. Der blev hun bange, men det blev en god scene, og alt endte godt. Hvor man så finder den film henne i dag er mere tvivlsomt, men den skal da skrives på listen, så forhåbentlig falder jeg over den.

Hate-bait?
Åbenbart skal vi også i Danmark på en scifi-messe slås med hate-bait, da et nokkefår spurgte, hvem hun ikke brød sig om at arbejde med; hvordan fa… skulle hun kunne svare på det spørgsmål uden at komme i problemer? Hun svarede, at hun havde haft mange store oplevelser og ikke huskede nogle dårlige kollegaer. Godt svar. Så makker, ingen clickbait-overskrift til dig.
Hun nævnte at Richard Gere havde været utrolig sød og at Brandon Lee var et helt fantastisk menneske, der havde været været utrolig sød. Første gang hun hilste på ham, vidste hun ikke hvem han var, eller at han af kinesisk afstemning. Så han nævnte sin far Bruce Lee, men ham anede hun heller ikke, hvem var. Da hun ringede hjem til sin mor, anede hun det heller ikke. The Crow havde været en forfærdelig og skøn film at indspille på samme tid.

Hvilke gode film skal jeg se?
Hvis man vil finde hende i lidt større roller og i glimrende film udover de nævnte, så er horrorfilmen Dumplings (Hong Kong horror 2004), Wild Wild West (1999), men heller ikke The Breed fra 2001 skal nok udelades. Da jeg snakkede med hende ved bordet efterfølgende, virkede det som om, at det var den film, hun nok havde taget mest ejerskab over, men der spiller hun også en af hovedrollerne. Det har hun også i Dumplings, men den brugte hun ikke meget energi på ved foredraget, selvom hun blev spurgt ind til den et par gange af værten. Måske vidste hun, at ingen af os havde set den.

Nøgenscener
Endelig adresserede hun også sine nøgenscener og billeder. Det var hun meget nervøs for i starten og var slet ikke med på det, men turde heller ikke sige nej. Hun sagde dog nej til Playboy flere gange fordi hun var bange for sin mors reaktion. Men da de blev ved med at vende tilbage og hun tilslut fik ”en absurd mængde penge”, og hendes mor havde sagt god for det, var hun på forsiden i 2004.
Fremtiden
Hun er i gang med få instruktør debut med “Assassin’s Mad Love” og ellers er der ikke mindre end 18 filmprojekter i gang, nogle større end andre.
Du kan følge hende på hendes Instagramside (ekstern side): https://www.instagram.com/iambailing