Jeg fik nervøse trækninger da man sagde muscial, men Lady Gaga og Joaquin Phoenix burde altså være et særdeles godt makkerpar på den front, “Walk The Line” og “A star is born” var begge succesfulde og begge kan jo synge.
Det oplever så ikke i denne film, hvor sangene er af ældre dato og deres fremførelse er flere steder direkte dårlig. Jeg tænker at det er noget med at vise Arthur Fleks sindstilstand og det er jo på sin vis en fed ide, men når man så sidder og skal høre på det, så virker det nok bedre på papiret end i virkeligheden.
Arthur er indlagt efter mordet på en tv-vært, han bliver mishandlet af fængslets betjentene, betragtet med foragt af de indsatte og det hele er ynkeligt. Arthur er et psykisk vrag. Så møder han Harley Quinn (Lady Gaga) og de forelsker sig eller gør de, for Arthur er en utroværdig fortæller. Og jeg skriver Arthur, for der er ikke meget Joker i denne Joker film.
Filmen foregår primært i fængslet eller i retssalen, når de en sjælden gang er udenfor, er det regnvejr, mørkt, trist og det hele er ren ynk. I retssagen konfronteres han af dværgen Gary Puddles, som han lod slippe væk fra gerningsstedet i etteren, her opdager han, at Gary er traumatiseret. Det havde Arthur slet ikke tænkt over, og får et sammenbrud over det.
Konklusion
Jeg er splittet. På den ene side er den fantastisk flot, kunstnerisk, socialrealisme i højeste potens, jeg sad og så den igennem uden at sådan for alvor at være underholdt, for den er uendelig deprimerende, men jeg kunne heller ikke slippe den og Ipad’en blev liggende på sofabordet.
Jeg fandt den dragende uden at jeg egentlig rigtig kunne lide den, på samme måde som nogle af de film vores lærere tvang os til at se i HF og på seminariet, fx Sult.
Det er i hvert fald ikke en mainstream film og noget andet er så, at det er svært at forstå hvor $200 Mio. budgettet er brugt. Man må simpelthen ikke bruge den slags penge på en a la Bergman kunst-film. Men det må amerikanerne jo slås med.
Jeg ender med en forsigtig anbefaling, måske.