Cobra (Stallone) er landets hårdeste politimand, der er omgivet af papirnussere og skvathoveder, der ser mere på statistikker og hvad der ser godt ud, end hvad der virker.
Kriminalitet er en sygdom og Cobra er kuren, og så er Cobra en hård negl, så hård at han renser revolveren med handsker og solbriller på. Han er så rå, at han ikke tager solbrillerne af ind i et mørkt supermarked, hvor han skyder en psykopat, eller tager dem af, når han får skældud af politidirektøren.
Cobra er hård, at han kan ramme med en uzi i en hånd ud af en bil, og at han er så hård at en uzi i hans hænder bliver et præcisionsvåben. Cobra er så rå, at han joker med sit fornavn Marion og siger, han hellere ville have heddet Alice.
Rytme er det nye seje
En ny verdensorden er på vej, jævnfør en lille gruppe, der slår kvinder ihjel og rytmisk banker to hamre sammen over hovedet. En dag ser et vidne verdensordens mord, dog uden selv at forstå det. Men det opdager hun, da hun og hendes manager bliver overfaldet midt under den mest forfærdelige dialog. Så heldigvis bliver den afbrudt af en morder, der slår manageren ihjel. Cobra skal derefter beskytte vidnet (Brigitte Nielsen). Og det er ikke nemt, for en betjent er tilhænger af den nye verdensorden.
Forbrydere skal skydes
Cobra er en simpel “forbrydere er dumme svin og skal nakkes”-amerikansk film, der kom et hav af i firserne. Effekterne er simple, men det virker utrolig godt med biljagter, skuddueller, kiksede dødsscener, klichefyldt dialog, klichefyldte personer, og man er underholdt på samme måde som med Charles Bronson og Clint Eastwoods forbrydere skal nakkes film virkede uden at være stor filmkunst.
Cobra havde blot et budget på $25 mio. og indtjente $160 mio. Dertil kommer formentlig et særdeles godt VHS-salg og leje, så Cobra var en yderst lukrativ film. Kigger man på fortjeneste var Cobra på højde med Rambo 2, alligevel kom der aldrig en toer, måske fordi Stallone floppede med Over The Top umiddelbart efter denne film.
Kikset spil fra Ocean
Ocean udgav også et computerspil baseret på filmen; det udkom til Commodore 64, Spectrum og Amstrad, og helt som sædvanligt for en filmlicens på daværende tidspunkt var det nogenlunde spilbart, men ikke noget, der var særlig godt.
