Leave the world behind er på sin vis en udmærket film, der lider af Netflix-syndromet. Den er for lang, og der er mange unødvendige scener, der ikke bringer os fremad i handlingen. Denne artikel rummer lidt spoilers og handler om de spøjse valg, som filmen også tager.
Et par tager afsted for at holde ferie i et udlejet hus og mister pludselig forbindelsen til nettet, telefonerne virker ikke, og tv’et viser nødkanalen. Så langt så godt. Det skal nævnes at filmen udover kritikken også rummer meget flotte scener, gode dialoger og en intensitet. Det er måske netop derfor det bliver ekstra irriterende, at den ikke tør stå ved sig selv og forvente at seerne er intelligente nok til at se det underliggende spil.
Hvor kommer pigens racisme fra?
En far og hans datter kommer forbi. Det er husets ejer og hans datter. Det er tydeligt at konen (Julia Roberts), og ejerens datter (Myha’la) absolut ikke bryder sig om hinanden. Ejerens datter er modbydelig og opfører sig dybt privilegeret. Langsomt går det op for seeren, at den mørke datter er latent racistisk og det samme er tilfældet for Julia Roberts’ karakter. Med latent mener jeg racistisk på den måde, at man tolererer den anden, men grundlæggende ikke bryder sig om personen. De undertoner fungerer ret godt.
Til gengæld er der ikke de samme undertoner ved hverken faderen (Ethan Hawkes), deres børn eller ejeren (Mahershala Ali). Som seer konstaterer man altså, at Julia Roberts’ karakter er skeptisk, fordi et ukendt sort par møder op midt om natten. Det er også tydeligt, at ejerens datter ikke bryder sig om parret, fordi de er hvide og dermed pr. definition har det nemt.
Helt ude af karakter
Imidlertid er det meget svært at forstå, hvor det kommer fra. For det første er hun selv rig og privilegeret (=jeg er teenager, fars pige og verdens centrum og mangler et formål med et liv), og for det andet ser vi ingen antydning af den del hos faderen. Det kan selvfølgelig være en slags opgør med familien. Det var i hvert fald, hvad jeg tænkte, men da vi er på dag 2 – ca. 2 timer inde i filmen – ligger datteren ved siden af sin far og siger “vi må aldrig stole på hvide folk”, og helt ude af karakter svarer faderen “okay, jeg har styr på det”. Ud fra karakteren ville det give mere mening at svare noget i stil med “det var da noget forfærdeligt noget at sige”.
Taler ned til seerne
En ting er absurditeten af scenen i forhold til de karakterer, de spiller, en anden ting er, at den er helt 100% unødvendig. Den bidrager ikke til filmen og bliver blot fyld, der ikke bringer os fremad, og vi er allerede på 141 minutter. Desværre er det typisk for filmen, at alt skal forklares og understreges.
Vi ved godt, at datteren er hadefuld, små-racistisk uden grund og opfører sig, som om hun er verdens centrum, men det skal understreges. Det skal også understreges, at hun savner sin mor vildt meget, og derfor er hun hadefuld, og det bliver sagt. Lad os nu selv tænke, vi kan godt selv fortolke. Og dem, der ikke kan det, ser alligevel ikke sådan en film, og fortolker vi som producenter ikke synes, vi skal, så skal vi have lov til det, men åbenbart ikke her.
Ligegyldig flad film
Publikum anses tydeligvis ikke for at være intelligent nok til at gennemskue det, og derfor bevæger vi os konstant over i “telling, not showing”. Producenternes konstante “det mener jeg, og nu vil jeg lige råbe det ind i hovedet på dig igen, hvis du ikke fattede det”. Derfor ender det med en halvflad film, der kunne have været så meget bedre, hvis den havde været skarpere, og unødvendige scener var skåret væk og man havde haft mere tiltro til seerne.
Leave The World behind er på Netflix, varer 2½ time og kom i december 2023.