Fallout-universet tager udgangspunkt i, at USA holdt fast i 1950’ernes ideologi. Det førte til en radikal ændring af det politiske verdenskort og den teknologiske udvikling. Mikrochippen blev først opfundet i 2070’erne, og i stedet var der avancerede robotter og computere baseret på elektronrør. USA fik et dårligt forhold til resten af verden, og der var knaphed på olie. Det førte til et globalt atomangreb den 23. oktober 2077.
Den fulde historie og en mere grundig gennemgang findes i ComputerBladet ’97.
Vault-Tec
I starten af 2060’erne satte den amerikanske regering firmaet Vault-Tec til at opføre en række af såkaldte “vaults”. Det var specielle bunkere, som blev bygget til at modstå et direkte angreb med atomvåben og understøtte store grupper mennesker gennem længere tid.
I år 2161 er du og din familie vokset op i en bunker (en såkaldt Vault). Her er trygt og behageligt, ikke som udenfor, hvor der er radioaktiv stråling, lovløshed og farer. Du vil egentlig gerne blive i din trygge Vault, men vandforsyningen er truet, og du må derfor ud for at finde en vandchip. Her begynder dit eventyr.
Du har 144 dage til din mission, og lykkes det ikke, vil din familie dø.
Karakter, hvem er du?
Nu skal du oprette en karakter som del af et rollespil. Du kan vælge at satse på styrke og negligere intelligens eller omvendt, men det kræver en afvejning. Hvis du er dum som en dør, vil du sandsynligvis ikke opdage fælder eller være i stand til at kommunikere med folk, og du vil derfor være afhængig af muskelkraft til at opnå dine mål. På den anden side, hvis du er ekstremt klog og svag, vil du ikke kunne håndtere de store våben, hvilket kan gøre spillet udfordrende.
Jeg tror, den bedste karakter er en blanding, en slags middelværdi over hele linjen, med ikke mindre end 4 ud af 10 point inden for de forskellige parametre.
3D-overblik
Grafisk befinder vi os i en 3D isometrisk vinkel, og brugergrænsefladen er meget brugervenlig. Cursor skifter afhængigt af dine valg. Højre- og venstreklik har forskellige funktioner, og når du holder venstre museknap nede, vises der ofte flere muligheder. Du kan undersøge, tale med, bruge og udføre mange andre logiske handlinger, men ligeså vigtigt er det, at du kun får adgang til det, du rent faktisk kan, så du undgår at spilde tid på at eksperimentere.
Fallout er opdelt i adskillige lokaliteter, som igen er inddelt i nye områder.
Gameplay
Fallout er realtid, men når du kommer i kamp (og det sker hurtigt), bliver det turbaseret. Det fungerer fremragende.
Du kan enten bruge dine træk til at flytte dig, affyre dit våben eller noget helt andet. Derefter gør din modstander det samme. Det indebærer i øvrigt også, at de kan finde på at flygte. Du behøver ikke som sådan at sigte. Karaktererne står nemlig stille, så du skal blot placere dit sigtekorn på modstanderen og håbe på, at din karakters egenskaber er gode nok. I starten går det sikkert ikke så godt, men det bliver bedre hen ad vejen. Fordi i takt med at du får erfaring, får du point, som gør, at du stiger i levels og kan forbedre dine evner.
Oplevelsen
Både lyd og grafik er funktionelle og flotte. Atmosfæren i hele spillet er ganske enkelt superb, knuste og ødelagte ting er troværdige, og hele ideen om, hvordan verden kunne se ud efter en atomkrig, er spændende. Underlægningsmusikken er eminent.
Kombinationen af den gode oplevelse sammen med det ikke-lineære plot skaber virkelig et hittespil, som man kaster sig over i timevis, men det er også her, man så småt begynder at opdage spillets mange småproblemer.
Questmotoren
Nogle gange ævler de videre om nogle ting, du allerede har udført, og det fjerner noget af indlevelsesmuligheden.
En anden ting er, at du kan hyre forskellige karakterer til at hjælpe dig. De er nyttige i starten, hvor du selv er ret svag. Men senere er de mere til gene end noget andet. De er elendige i kamp. Det er muligt at give dem både forsyninger og våben, men det betyder ikke, at de altid kan finde ud af at vælge de rigtige våben. Det er for eksempel ikke smart, at når man giver sin makker en flammekaster, inden vi skal kæmpe mod et monster med klør på størrelse med en underarm, at han så vælger at angribe det med sin dolk. De kan tilføje lidt skade, men du kan ikke satse alt for meget på dem, og de kan heller ikke selv finde ud af at genlade deres våben.
En anden ting er, at det er dig, der skaber plottet, dvs. at vagten altså står det samme sted under hele spillet, både dag og nat. Adskillige personer bliver ved med at sige det samme igen og igen, og du kan spørge i én uendelighed om det samme, uden at de bliver trætte af det.
Men det må man bare ignorere. Vi er i 1997, og det var sådan, tingene var dengang.
Lidt kort underholdning
Hvis du vælger målrettet at gå efter at løse hovedplottet, tager det ikke lang tid, og de 144 dage, man har til at finde chippen, er mere end rigeligt. I mit første spil lykkedes det faktisk at stå tilbage i hulen med den allerede efter godt 50 dage – uden at skynde mig.
Her slutter spillet imidlertid ikke, men det vil være lidt skidt at afsløre for meget ved at sige mere om det.
Jeg oplevede desværre også, at spillet havde en tendens til at gå ned, og det kunne man nok have forventet var fikset i den nye udgave på GOG, hvor det ligger til en billig pris. Det ændrer dog ikke på at Fallout (1) er ganske fremragende underholdning. Det er markant anderledes end de nyere spil, men det overlader mere til fantasien og jeg holder virkelig af de turbaserede slåskampe.
Den fulde historie og en mere grundig gennemgang findes i ComputerBladet ’97.