Er det overhovedet muligt at genoplive Vaske Viggo af Franquin?
Jeg har altid sagt nej, men så kom Lille Viggo udgivet af Zoom i 2012, og det gik jo godt. Der var ingen tvivl om, at vi var meget langt fra Franquins streg, men det var et sjovt album, og det fungerede meget godt i absurditeten ved, at hele redaktionen var vokset op sammen. Omvendt var det nok bedst, at man lod det være ved et enkelt album.
Kan Viggo genstarte noget stort?
Her i 2023 er vi så klar til Viggo endnu engang. Og det gør han da i den grad. Zoom har erklæret, at der kommer 21 albummer over de kommende år, og den kvikke samler husker, at der kun kom 19 danske albummer (håber jeg husker rigtigt), så vi kan se frem til lidt ekstra materiale i albummerne. Endnu vigtigere end det, så annoncerede Zoom en “ny” tankegang om, at der skal hentes nye læsere ind. Det er ved at få tegneserierne ud i flere butikker. Tegneserier skal opdages af nye læsere.
Unge læsere mangler
Heldigvis er bibliotekerne igen, efter en lang ørkenvandring, begyndt at indkøbe nye tegneserier, og også andre tegneserier end de sædvanlige, som alle kender til bevidstløshed. Netbutikker gør, at os, der elsker tegneserier, køber tegneserier, men der kommer ikke nye læsere til. Som underviser ved jeg, at rigtig mange unge har svært ved at læse tegneserier. De har svært ved helt at forstå, hvad der egentlig foregår, hvilken rækkefølge billederne skal læses i, hvordan taleboblerne skal læses, og de føler sig i et fremmed univers. Lad os håbe på, at der kan komme flere læsere til, sådan at vi måske kan komme ned i lidt mere menneskelige priser. Måske endda at tegneserier igen kan blive spontan køb.
Er Viggo tilbage?
Det helt store spørgsmål er: Lever Viggo op til standarden? Svaret er et klart og tydeligt ja. Der er 44 enkeltsider, og man bliver blæst væk i langt de fleste historier. De er sjove, spændende, og opbygningen af gags er oftest forrygende. Der sker meget i billederne og i sekvenser, og til tider når vi helt op på Franquin-niveau. Når man sammenligner billederne med Franquin, er det flere steder svært at se forskellen, især for det utrænede øje, og jeg gætter på, at unge sjældent tænker meget over de forskelle, der er.
Man kan godt se, at den nye streg er renere nogle steder, men vi er på ingen måde ovre i den “computergrafik,” som vi nogle gange ser, hvor alt er klinisk renset for fejl og uskønheder og til tider fjerner dynamikken.
Vi starter ud på side 3, hvor Viggo kommer tilbage, og vi hører de andre sige: ”Sig mig, er det ikke manden, der fjumrer hurtigere end sin egen skygge?” og så er standarden jo lagt. Det er Viggo og det er godt. Inden siden er omme, får Blomme en bowlingkugle i hovedet.
Vi skal naturligvis have besøg af direktøren, bilen er stadig den samme smadrekasse, betjenten er som altid ivrig med bødeblokken og Jannie er forelsket. Alt er godt. Et andet og meget overraskende gensyn er Spirillen, Kvik og Split med egernet. Det havde jeg ikke set komme. Fantastisk. Der er historien om, hvordan Viggo er nødt til at sænke loftet, for at mågen kan flyve. Der skal underskrives kontrakter, og man bliver forrygende underholdt.
Delaf scorer 10 ud af 10 viggofoner
Og ja, Viggofonen er også med – og Zoom får mange point i banken for at være en del af verdenspremieren. Viggo får min varmeste anbefaling.
Viggo vender tilbage
Tekst og tegninger af Delaf udgivet af Forlaget Zoom, 2023
48 sider i hardcover, 198 kr.
Kan købes hos bl.a. E-voke (ekstern link): https://www.e-voke.dk/