Battlestar Galactica serien 2004-2009

Battlestar Gallactica er en serie på 73 afsnit fordelt på 4 sæsoner. Derudover er der en miniserie, 10 web afsnit og en film.

I sidste uge så jeg på miniserien, i denne uge vil jeg se på selve serien. Den består af fire sæsoner og de ligger alle på Amazone Prime eller kan købes for småpenge. 

Der er nogle mindre SPOILERS undervejs.

1.sæson (13 afsnit)
Da de 12 kolonier er angrebet og besejret knytter de små 50.000 mennesker i Galacticas flåde af rumskibe sig til håbet om den 13. koloni, der for tusinder af år siden valgte at forlade fællesskabet. 

Gennem myter, bøger og profetier forsøger de dels at flygte fra cylons og dels at finde Jorden, uden at lede forfølgerne til Jorden. Cylons ønsker ikke at lade nogle mennesker slippe væk, de frygter at menneskerne vender tilbage på et eller andet tidspunkt.

Vi følger også Løjtnant Boomer og løjtnant Helo, der er strandet på Caprica, hvor udryddelse af menneskeheden er på dagsorden. Der er forskellige ting, der opdages i første sæson. Det afsløres, at the cylons har udviklet cyborgs, der ligner mennesker, og derfor kan leve på rumskibene. Det bliver afsløret at der er 12 slags, men vi kender kun 7. Vi skal vente til sidste sæson, før vi får svaret på, hvem de sidste fem er.

Kampskibet Galactica bliver ledet af Admiral Adama, mens den civile flåde bliver ledet af undervisningsministeren, nu udnævnt præsident, Laura Roslin. De to har sine kampe, men sympatien mellem dem er stor og det udvikler sig til gensidig respekt. 

2.sæson (20 afsnit)
I anden sæson er der fuld knald på. Der finder de nemlig Pegasus, som er et andet kampskib, der har overlevet. Ombord på dette er Admiral Helena Cain, der har højere rang end Admiral Adama.

Cain er er blændet af hævntørst. Hun har ingen respekt for hverken demokratiet i flåden eller for Adamas forsøg på at fastholde de civiles rettigheder. Cain begynder rask væk at ribbe skibene for værdier og indføre værnepligt. Ombord på Pegasus er også Number Six, som er en af disse menneskelige cylons. Og hun er afsløret som cyclon. Cain lader mændene skiftevis tæske og voldtage ”maskinen” og dem, der ikke adlyder hende blindt blive smidt af en luftsluse eller skudt ned på stedet.

I slutningen af 2.sæson er det meste af flåden opgivende, og det slutter med, at de finder en nogenlunde egnet planet og beslutter sig til at bosætte sig på denne.

Desværre er de blevet forrådt og pludselig har the cylons fundet dem igen.

Måske frygtede forfatterne at serien blev lukket, og derfor lavede en mulig slutning. Var serien blevet lukket, kunne man blot klippe de sidste 5 minutter ud og så lukke serien, godt nok en tam slutning med mange løse ender, men dog en slutning, som gjorde at serien ikke ville være helt uforløst. 

3.sæson (20 afsnit)
Denne sæson starter ret svagt. På den ny planet, der bliver døbt ”New Caprica” har The Cylons valgt at afblæse krigen, da de mener de er blevet klogere og hele krigen måske var en fejl. I stedet indfører de et regime, der får Hitlers Nazityskland til at ligne en spejderlejr.

Efter at Galactica, på noget der ligner en selvmordsmission, har reddet de fleste, genoptager de jagten på Jorden. 

På den rejse er der mange mere eller mindre forrædere, der skal dømmes, selvom Admiral Adama kæmper for at samle tropperne, så sker der utrolig mange ting i kulisserne. Starbuck omkommer i et slag, uenighederne mellem cylonerne bliver mere og mere åbenbar, der er et oprør mod præsidenten og Admiral Adama og meget mere.

Gennem hele sæsonen blev det heftigt diskuteret om serien blev lukket eller ej. Hvis man havde gjort det, var hele serien faldet til Jorden med et brag. Til trods for risikoen nægtede de to hovedforfatterne Glen A. Larson og Ronald D. Moore at ændre i manuskriptet. 

3.sæson er dog lidt skuffende, flere af afsnittene bringer ikke historien videre, men får bare tingene til at køre i ring. Selvfølgelig skal 3. sæson ses, men adskillige af afsnittene kan ses uden den store koncentration.

4. sæson (20 afsnit)

Jeg kan ikke få armene ned efter 4.sæson, den er fantastisk. I denne sæson bliver de sidste 5 cylons afsløret, det har været et mysterium gennem hele serien og en hel del brikker falder på plads på den konto. Nogle gange har vi netop undret os, over hvorfor i alverden at The Cylons stoppede kampene, selvom de var ved at vinde. Men naturligvis. Ingen af de fem må dø. Det er nemlig kun de fem, og kun de fem, der ved hvordan man bygger et genoplivningssystem.

Det var i første sæson the cylons helt store force. De var ikke bange, fordi de vidste, at døden udelukkende betød, at de genopstod i en ny krop på genoplivelsesrumskibet. Da de mistede dette skib, mistede de også en stor fordel, og selvmordsmissionerne stoppede brat. 

Fokus er en meget usikker alliance mellem cylonsoprørene og menneskerne. Det giver store problemer. Det er imidlertid Adamas faste overbevisning, at den er nødvendig for at holde freden. De finder da også Jorden i denne sæson, men det er på ingen måde en god oplevelse.

Den er gennembombet 2000 år tidligere, og lidt planteliv er det eneste, der er på den. Bosættelse på planeten synes udelukket, det påvirker moralen ganske voldsomt og flådens soldater og civile bryder mere eller mindre sammen i mismod.

Det at slutte en serie
I 4.sæson lykkes det på forbilledligvis at kæde alle løse ender sammen og man afslutter serien helt forrygende og effektivt.

Det virker til at forfatterne formentlig havde en færdig synopse og plan med serien allerede da man startede, i hvert fald hænger alt sammen – også uden det bliver ”desperat hænger sammen med god vilje og loder og triser”. Tingene er gennemtænkte.  Forfatterne lukker ganske enkelt døren effektivt for at kunne skabe en 5. sæson. Der er ikke mere historie at fortælle. BSG slutter nemlig rigtigt, og det er en god skik.

https://youtu.be/PqV2Ncxe8Ak

Skuespillerne
Som i langt de fleste tv serier består også BSG af en række mindre kendte skuespillere, der først for alvor er blevet kendte gennem serien og ligesom så mange andre, så er de fleste forsvundet igen bagefter (i hvert fald i Europa). 

Admiral Willam Adama spilles af Edward James Olmos, som har den suveræne hovedrolle i serien. Det, der er fedt ved den karakter, er at han er menneskelig. Han bliver fortvivlet, opgivende og opfører sig som et menneske. Du ville aldrig se Kaptajn Pichard fra Star Trek kaste sig ud i tre dags druk og liggende hulkende på gulvet over at have mistet sin kammerat. Olmos er ikke en superstjerne, men hvis du alligevel synes både ansigtet og navnet får en klokke til at ringe, så er det måske fordi han var med i 106 episoder af Miami Vice, hvor han spillede politikaptajnen sammen med Don Johnson.

Mary McDonnell spiller præsident Roslin, og hun har også en af de bærende roller. Det er efterhånden lidt sjældent at se to hovedrolleindhavere i slutningen af halvtresserne i en tv serie, men det er tilfældet i BSG. Også hun er en af dem, hvor man synes man har set hende før, uden at kunne placerer hende. Independence Day (96) og en mindre rolle i Danser med ulve er vist det mest interessante ud af de små 60 produktioner hun har medvirket i.

Jamie Bamber er Amiral Adamas søn kaptajn Apollo. Rollen som den seje helt passer godt til ham, men ligesom professor Gaius spillet af James Callis så er det en rolle, der gennemgår store forandringer. Mens Jamie Bamber til tider virker lidt desorienteret og utroværdig gennem forandringerne, så klarer Jamie Bamber det flot.

Tricia Helfer er ikke kun Number Six, men også seriens suveræne babe sammen med Grace Park (Boomer) og Katee Sackhoff (Star Buck). Hvis man skal bedømme skuespillet, så er det vist Grace Park, der er den, der er bedst til den disciplin.

Michael Hogan spiller Adamas fordrukne og meget principfaste næstkommanderende, mens Aaron Douglas spiller chefmekanikeren.

Listen over skuespillerne er lang, men kun de færreste har noget bemærkelsesværdigt bag sig set med europæiske øjne. 

BSG er en af de bedste sci-fi TV serier, der er kommet og vil i mange år blive husket som netop det.

Husk også at læse om miniserien. 

I næste uge afslutter jeg denne runde med Battlestar Galactica med filmen The plan. 

Laserdisken (ekstern link): https://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?vare=156984067416266581 

Kan du lide artiklen?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.