Picard finder sted 20 år efter Nemesis og 14 år efter Jean-Luc Picard (Patrick Stewart) blev ufrivilligt pensioneret. Romulanernes sol var ved at gå i supernova og Picard arrangerede en total evakuering af deres planet. Et oprør af syntetiske mennesker på Mars gjorde dog, at de blev forbudte overalt i The Federation og dermed faldt planen fra hinanden. I et desperat forsøg på at omgøre The Federations beslutning truede Picard med at sige op. Chokeret opdagede han at de tog imod opsigelsen. Alliancen dømte dermed over 900 mio. romulanere til døden. Dybt desillusioneret tog han tilbage til sin vinfarm og det er her finder ham 14 år efter, 94 år gammel.
En dag opsøges han af Dahj (Isa Briones), der ønsker hans hjælp, men før de når ret langt bliver de angrebet af en dødspatrulje, der får slået hende ihjel. Det starter et mysterium, som gør at Picard må i en høj alder må forsøge at blive genindsat i The Federation. Det afvises blankt og derfor må han skaffe sig et skib og besætning på anden vis for at løse mysteriet. Der er hurtigt meget, som tyder på at at oprøret på Mars involverer både romulanere, The Federation, Data og Dahjs tvillingesøster.
Der er langt fra The Federation, som vi kender den fra tidligere, faktisk virker hele det hele meget realistisk. Det er den store fantastiske intergalaktiske alliance, der stille og roligt er sunket ned i korruption og magtfuldkommenhed efter at have siddet på magten i århundreder.
Man tager også fat i begreber som penge, klasse (ja, der er forskel på folk) og på hvordan der egentlig ser ud nede under den polerede overflade. Picard serien har modtaget kritik fra hardcore fans for ikke at være Star Trek og jeg ved ikke om det er ting som dette, der har virket så provokerende. Der kradses i overfladen og skeletterne vælter ud.
Star Trek: Picard er først og fremmest Patrick Stewart, det er ikke kun modigt og frisk at lave en hel serie med en alt overskyggende hovedrolleindehaver, der er over firs. Og i serien også spiller en gammel herre. Men det er forbløffende, hvor godt det virker. Man lader ham spille sin egen alder og det betyder fx at han er nødt til at hyre folk, for som han siger, ”at beskytte og hjælpe en mand i min alder”.
Heldigvis forfaldt man ikke til det, man kunne have frygtet, nemlig at man havde hentet Riker, Wolf og de andre ind til en sidste gang i manegen. Det havde hurtigt gjort serien til et nostalgisk trip af gamle kendinge, som måske nok kunne være hygsomt, men næppe voldsomt underholdende i længden. Man har i stedet et nyt hold.
Den fandenivoldske, men skrøbelige, kaptajn Rios (Santiago Cabrera), Raffi (Michelle Hurd) som en gamle partner, der absolut ikke gider med, men gør det alligevel. Vi har Dr. Jurati (Alison Pill) der måske nok er en fantastisk videnskabsmand, men ikke rigtig har noget at gøre i rummet samt Picards bodyguard Elnor (Evan Evagora) og så den store overraskelse, Seven of Nine (Jeri Ryan) der i den grad stjæler billedet.
Picard har formået at hente de gamle skuespillere ind i aktive roller og ikke i påklisteret af nostalgiske gensyns roller. Det er fx Hugh (Jonathan Del Arco) der spillede en frigivet borg-drone, som nu hjælper med at lede en afkoblet kube. Der er også gensyn med Deanna Troi, Will Riker og Data (Marina Sirtis, Jonathan Flakes og Brent Spiner) men det er ikke (åbenlyst) roller, der kommer af nostalgi, men fordi det giver mening. Kort sagt, man sidder ikke med ”fan-service” tanken.
Picard er fremragende underholdning. Det er ikke Star Trek som vi kender det, det er nyt moderne og realisme på et andet plan. For mig var serien Picard første gang i mange år, at jeg følte vi var tilbage i det velkendte universe, med en ny vinkel.
Amazon Prime har lavet et scoop med serien og det heldigvis kommer der en sæson 2 i 2022. Jeg glæder mig.
Great show, and totally agree with the review