Wall-E er en film, hvor man konstant sidder og siger ”nååååå lille pus”. Man kan simpelthen bare ikke lade være med at elske den lille nuttede affaldsrobot.
Wall-E er nemlig blevet efterladt alene på Jorden, og der er han fortsat med at rydde op efter et forfærdeligt svineri af affald i 700 lange år. Wall-E kigger en gang imellem op på stjernerne og undrer sig over meningen med livet.
En dag ankommer der pludselig et rumskib med en lille robot kaldet Eva, og derfra tager filmen for alvor fart.
Pixars mesterværk har stort set ingen dialog de første 40 minutter, det er meget modigt og der sker ufattelig meget rundt omkring i billedet, så det er bestemt værd at se den et par gange ekstra. Lydsiden er ligeledes helt forrygende.
Wall-E er en moderne klassiker og efter min mening nok en af de bedste animationfilm på markedet.