Windows 95 (1995)
24. august 1995 kom Windows 95, der kombinerede DOS med Windows. Tidligere arbejdede man enten i DOS eller i Windows, men med denne opdatering lagde man op til at DOS på sigt skulle væk. Derudover var systemet 32-bit. Windows 95 kom dog først i en dansk version i 1996.
Start menuen var med for første gang og blev et stort hit. Væk var det med at lede efter et program i skufferne. Nu lå det i en menu og man skulle blot klikke på det. En anden ting, der for alvor gjorde Win95 populært, var at det var nemt (i forhold til datidens standard) at tilslutte fx en printer og spil kunne nu også installeres og spilles med et par klik.
Windows 95 introducerede os også for den frygtede blå skærm. Win95 var nemlig ikke særlig stabilt og brugte enorme mængder ram på selv de mest simple ting. Løb den tør for ram, så gik maskinen ned. De ulemper til trods, så slog Windows for alvor igennem med Windows95.
Brugerne var også ved at opdage, det dersens “Internet”, som var på vej frem og særligt mail var ved at blive kendt. Med Windows 95 kunne man gøre det forholdsvis nemt og i hvert fald kunne man få hjælp hos Tele Danmark, der på det tidspunkt havde monopol på telemarkedet i Danmark (indtil 1996). I 1994 var der 2738 websider på nettet og allerede året efter var det vokset til over 23.500 (i 2018 er tallet over 2 milliarder). Den måde man gik på nettet eller tjekkede mail på, var ved at ringe op fra sit modem til en krone pr. minut. Mails kunne hurtigt hentes ned (50 øre i opkaldsafgift!!) og der var også noget, der hed diskussiongrupper, hvor man kunne debattere med andre.
Det hjalp naturligvis at Microsoft lavede en 300 mio. dollars stor reklamekampagne op til lanceringen. I samme periode faldt prisen på en PC til under 15.000 kroner og blev dermed tilgængelig for almindelige lønmodtagere.
Man kunne godt køre Win95 på en 386 maskine, men reelt krævede det en 486DX maskine og 8MB ram for at køre ordentligt, derudover skulle den have mindst 60 Mb fri plads på harddisken og var altså dengang 120 MB harddisk var en meget stor harddisk.
Windows 98 (1998)
Windows 98 (juni 1998) var en milepæl på flere måder, bl.a. at man havde vedlagt Internet Explorer, hvilket førte til en retssag, fordi konkurrenterne mente, det gav Microsoft en helt urimelig fordel overfor valg af browser, det skal også bemærkes at en browser frem til lanceringen af Win98 kostede penge. I dag kan det synes dybt besynderligt, hvis der ikke er en browser med sammen med ens styresystem, men frem til 1998/99 kostede en browser og software til at komme på nettet helt op til 800 kroner. I 1998 var under 20.000 danskere på nettet hjemmefra, men det tal kom til at ændre sig dramatisk over de kommende år. Designmæssigt var der ikke sket meget fra Windows 95 til Windows 98, men under kølerhjelmen var der sket rigtig meget, bl.a. var Win98 væsentlig mere stabil end tidligere versioner.
Det var i 1998, jeg skiftede til PC fra Amiga. Jeg kunne ikke finde ud af at komme på nettet med en Amiga og det kunne man med 3-4 klik med Windows, så sådan blev det. Jeg købte en Pentium 200/233Mhz og så vidt jeg husker kostede den omkring 8-9.000 kroner med skærm i Fona. I maj 1999 kom Win98SE, som havde bedre understøttelse af USB og andre små, men vigtige, opdateringer.
Windows98 var mere stabilt end Win95 og USB var langt bedre hardware understøttet. Der var også en aktive desktop, som kunne bringe live feed fra nettet, men den funktion var 15 år før sin tid og blev droppet igen. Systemkravene var også steget en smule til 486DX 66Mhz og 500Mb harddisk, men reelt skulle man have fat i en Pentium90 som minimum sammen med 32Mb ram.
Windows Me (2000)
Windows Me (Milliennium) kom i 2000 og blev hurtigt udsat for stor kritik. Dels var der skruet voldsomt op for systemkravene. Pentium150 med 32Mb ram var mindstekravet, men som sædvanligt var MS’s vurdering af systemkravene langt fra de reelle. Hvis man ønskede at bruge fx Movie Maker og Explorer var kravet nærmere Pentium II/300 med 64Mb ram. Man skulle altså nærmere have det dobbelte, før man kunne bruge WinME fuldt ud. Det virkede, specielt set i bakspejlet, som om Microsoft rigtig gerne ville have en millennium edition, fordi det havde alle andre. WinME var slet ikke klar til lancering.
Det største problem var at meget hardware ikke virkede og en hel del spil virkede heller ikke og de aldrende DOS programmer virkede alt for ofte ikke. Personligt oplevede jeg ikke de store problemer med systemet, måske fordi jeg købte en ny maskine med WinME på, så alt hardwaren passede sammen. Windows ME var mere end Windows 98 update 3 end noget andet.
Det blev den sidste version med adgang til DOS. Microsoft valgte ikke at fortsætte udviklingen af DOS, hvilket heller ikke gik stille for sig, Åbenbart mente flere at spil og programmer fra 1988 var umulige at undvære. Det var værre med de offentlige programmer. Derudover oplevede flere problemer med installationen og den blå skærm var igen en hyppig gæst. Endelig skulle WinME aktiveres over nettet (eller telefonen). I det hele taget var WinME afhængig af en god internet forbindelse og i år 2000 var nettet fortsat ikke hvermandseje, overhovedet ikke. Men som sagt, personligt så havde jeg faktisk en generelt fin oplevelse med ME.
En af grundene var formentlig at jeg havde Internet og at jeg var kommet så sent til på PC platformen, at jeg slet ikke brugte DOS programmer. Hvis det ikke var tilgængelig på Windows, så kiggede jeg slet ikke den vej.
Windows XP (2001)
Allerede et år efter kom Windows XP, der virkelig var en milepæl. Dels kom det i en 32 og 64 bit version, men også designet var markant forbedret og ikke mindst stabiliteten var fremragende. En af de helt nye ting var remote control, hvilket betød at man kunne fjernstyre en computer over nettet, hvilket gav systemteknikere langt bedre muligheder for at arbejde med netværk. Det gav dog også hackere gode vilkår, når brugere var uforsigtige. Man kunne vælge et moderne nyt look eller man kunne vælge det almindelige velkendte, der krævede langt færre systemkræfter.
XP’s stabilitet, udseende og brugerflade gjorde den til den mest populære version, samtidig var systemkravene ikke overvældende for datidens computer med sine 300Mhz CPU og 128Mb ram. XP gav mere næring til tanken om at Microsoft havde udsendt en WinME bare for at udgive noget “millennium” fordi det gjorde alle andre.
I dag giver det tit problemer at rode med Windows 95/98/Me eller XP spil og det er fordi Windows er bygget strengt på DOS, mens de senere versioner er bygget uafhængigt af DOS. Det gør man ofte skal have fat i et program, der hedder “Virtual PC” (søg i Google) og den kan godt være svær at arbejde med. Heldigvis er der enkelte hjemmesider (se under links), der har lavet pakker med de gamle spil, hvor alt er samlet i en pakke. En anden løsning er at ganske enkelt købe en “super gamer maskine” anno 2003 eller noget i den stil. Det er dog ikke helt nemt (eller billigt).
Mentalt skal du altså indstille dig på, at køber du et Windows spil fra den periode, så er det præcis ligeså meget retro som det er, hvis du køber et Amiga spil. Det er ikke for alle og ved nogle (=mange) spil skal man selvfølgelig også overveje om det egentlig er besværet værd.
Mange “nægtede” at skifte fra XP, fordi den var så god og da stort set alt virkede på XP, så var det selvfølgelig heller ikke de store begrundelser for det. XP blev patchet gennem tre store opdateringer frem til 2007, hvor man udgav Windows Vista og det er der, hvor del 3 starter på mandag.
Rigtig hyggelig artikel at læse. 🙂
Jeg vil bare lige pointere, at Windows Me ikke krævede produktaktivering. Det første Windows der krævede det var Windows XP.